2015-målene: Ressourcer

Case: Congo og coltanen

Både mobiltelefoner, computere, play-stations m.fl. indeholder metallet coltan, der blandt andet udvindes i Congo. Dette forløb dykker ned i casen om Congo og udvindingen af coltan; en case, der både lokalt og regionalt har skabt og fortsat skaber mange, ofte voldelige, problemer. Disse problemer medfører dels, at regionen har svært ved at arbejde konstruktivt hen mod opnåelsen af 2015-målene, dels at der sker en negativ udvikling inden for et eller flere af målene.
Casen er både aktuel og velegnet til at skabe indlevelsespotentiale hos eleverne, som alle er i besiddelse af den mobiltelefon, der er så afhængig af det ressourceknappe metal.
Forløbet inddrager   dokumentarfilmen “Blood in the mobile” (2010).

Fag: Samfundsfag, engelsk og historie

Læringsmål

Forløbet skal bidrage til, at eleverne:

  • Opnår øget indsigt i Nord-Syd-relationer med vægt på globale udfordringer.
  • Bliver i stand til at se forandringspotentialer
  • Lærer om Nord-Syd-relationers betydning for opnåelse af 2015-målene
  • Får forståelse for, at globale problemstillinger ofte er tværvidenskabelige og skal belyses som sådan
  • Opnår formidlingskompetencer

Pædagogisk-didaktisk udgangspunkt

Ved at arbejde med casen og inddrage dokumentarfilmen “Blood in the Mobile” skal eleverne kortlægge globale relationer mellem Nord og Syd. Forløbets afsæt i mobiltelefonen relaterer konflikten til elevernes egen hverdag og anskueliggør arbejdet med komplekse sociale, kulturelle, politiske, økonomiske samt geografiske forhold og historiske strukturer. Derudover sigter forløbet efter at træne elevernes handlekompetence, idet de skal arbejde både forandrings- og løsningsorienteret.[/vc_column_text][vc_column_text]Forløbets opbygning:

Del 1: Kortlægning af Nord-Syd-relationer

Del 2: Sammenhængen mellem ressourcer og 2015 Målene

Del 3: Indlevelse, problemløsning og formidling af emnet til eksterne brugere

Forløbet tilrettelægges således, at der efter intro og fagligt input fra de forskellige fag laves tværfaglige opsamlinger, hvor det diskuteres, hvordan viden fra de forskellige fag kan bidrage til at belyse casen. Ud fra den overordnede fælles diskussion af casens faglige og tværfaglige dimensioner dannes projektgrupper med forskellige interessefelter.

Scroll to Top