En mindre skæv verden
Tema: En mindre skæv verden
Undervisningsforløbet handler om ulighed i verden og om hvordan denne ulighed kan ændres. Bl.a. gennem FN verdensmål for 2015 (som var de aktuelle under forløbet), men kan lige så vel laves med de nye 2030 mål.
Forløbet tog udgangspunkt i elevernes undring og eleverne var derfor engagerede og fandt at temaet blev nærværende samtidig med at de også blev udfordret med økonomiske teorier og viden uden for deres normale tankeområde.
Forløbet blev ikke gennemført med en udadrettet aktivitet, men det ville være oplagt at eleverne i slutningen af forløbet udarbejdede debatindlæg til hjemmesider eller læserbreve, hvor de gjorde opmærksom på problemstillingerne og mulige løsninger.
Forløbet er udviklet og gennemført på Langkaer Gymnasium i skoleåret 2014/2015.
Fag: Samfundsfag A-niveau
Baggrundsviden
Forløbet blev med vilje lagt i midten af 3.g, hvor elevernes grundlæggende viden om det internationale samfund/system var på plads og det var således muligt at trække på tidligere forløb om international politik. Herunder også FN muligheder og begrænsninger. Man kunne dog også tænke det omvendt som et mere induktivt forløb, hvor de gennem de problemstillinger de opdager undervejs også finder ud af hvordan det internationale samfund/system er indrettet.
Forløbsbeskrivelse
Forløbet tager udgangspunkt i elevernes egen undring omkring emnet og derudfra opstilles der problemstillinger som forløbet bliver struktureret omkring.
Næstefter skal eleverne opnå viden om begreber, teorier om udvikling og facts om ulande. Dette bliver fulgt op af fokuseret søgning på forskellige eksperters holdninger til ulandsbistand. Dette sker via Infomedia.
Den næste del af forløbet handler om FN’s 2015 mål for verden og blev lavet som mindre oplæg via filmpræsentationer fra grupperne i klassen som hver fik ansvaret for et af målene. Der var meget få krav til disse præsentationer og eleverne lavede alt fra ”Talking head” til bamseteater (og alt muligt ind imellem). Det gav noget specielt at eleverne fik lov at fortolke og formidle stoffet på denne måde.
Herefter var der en lidt tungere blok med forskelligartet klassisk økonomisk teori om handel mellem lande og herunder også hvilken rolle Verdensbanken, IMF og WTO spiller for udviklingen i ulandene.
Forløbet sluttede af med et lidt mere aktuelt syn på globaliseringen. Hvordan globaliseringen bl.a. er ved at forskyde magtbalancen i verden og hvordan klimaforhandlingerne foregår.
Sluttelig kunne man have sluttet af med en udformning af læserbreve eller lignende debatindlæg eller information til resten af skolens elever. Eleverne var i hvert fald godt påklædt og engagerede.
Læringsmål
Da forløbet er af længere varighed var der mange både faglige mål og kernestofpunkter i spil:
Faglige mål
– anvende og kombinere viden fra fagets discipliner til at undersøge aktuelle samfundsmæssige problemstillinger og løsninger herpå
– forklare og perspektivere samfundsmæssige problemstillinger og udviklingstendenser ved anvendelse af teorier
– sammenligne og forklare sammenhænge mellem samfundsforandringer og ændringer i sociale og kulturelle mønstre
– undersøge konkrete økonomiske prioriteringsproblemer nationalt, regionalt og globalt og diskutere løsninger
– undersøge og sammenligne samfund på forskellige økonomiske udviklingstrin, herunder samspillet mellem nationale og globale forhold
– forklare effektivitetshindringer og diskutere konsekvenser af politisk styring og markedsstyring
– formulere præcise faglige problemstillinger, herunder operationaliserbare hypoteser, indsamle, vurdere og bearbejde dansk og fremmedsproget materiale til at undersøge problemstillinger og konkludere
– formulere – skriftligt og mundtligt – empiriske og teoretiske sammenhænge på en struktureret og nuanceret måde og ved anvendelse af fagets taksonomi og terminologi
– argumentere sammenhængende og nuanceret for egne synspunkter, placere disse i en teoretisk sammenhæng og indgå i dialog.
Kernestof
– Politik – forskellige typer politiske systemer, herunder EU.
– Sociologi – social differentiering, kulturelle mønstre, social mobilitet og samfundsforandring
– Økonomi – makroøkonomiske sammenhænge, målkonflikter og styring nationalt, regionalt og globalt.
– Økonomi – velfærdsprincipper, herunder stat, marked og civilt samfund
– International politik – aktører, magt, sikkerhed, konflikter og integration i Europa og internationalt
– International politik – globalisering og samfundsudvikling.
– Metode – komparativ, kvalitativ og kvantitativ metode, herunder statistiske mål.
Ud over disse mål som er svært forbundne med læreplanen kan forløbet også bruges til at eleverne opnår kompetence til at:
– Søge selvstændigt efter information på Infomedia
– Indse eget perspektiv på en global problemstilling
– Formidle fagligt stof og indsigt via film.
– Forsøge at oplyse og påvirke offentligheden i forhold til problemstillingen.