Mødet med dét man kun hører om i Danmark

For seks uger siden fandt jeg ud af, at jeg var blevet udvalgt som en af fire repræsentanter for Globale Gymnasier på Mellemfolkeligt Samvirkes to-ugers rejse til Tanzania. Aldrig havde jeg forestillet mig, at jeg nu, hjemvendt til Danmark, havde fået så mange ting at lægge i min mentale rygsæk. Turen bød på oplevelser og indtryk ud over mine vildeste forventninger; oplevelser der desværre ikke er alle forundt. For mødet med de hjertelige mennesker i Tanzania, som lever et liv så langt fra vores, har om noget sat nogle ting i perspektiv for mig.

Oplevelsen, der står stærkest for mig, var mødet med de vilkår, man hører om i Danmark, men som man umuligt kan sætte sig ind i. For én ting er at sidde komfortabelt foran tv’et derhjemme og høre om, at mange mennesker i Afrika er fattige – en helt anden er at blive budt velkommen af de selv samme folk, spille bold med deres børn, dele et måltid med dem på jorden foran deres hus og høre dem selv fortælle. Ingen nyhedsreporter vil kunne gøre så stort indtryk på mig som da høvdingen i en landsby fortalte os, at de, pga. kemikalierne, der bliver brugt til produktionen af madbenzin på det jord, der tidligere tilhørte landsbyen, nu har syv km til nærmeste vandsted. Eller da han fortalte, at afgrøderne, på det land de havde tilbage, skulle have været i jorden for tre måneder siden, men at det pga. manglende regn endnu ikke var sket – og i endnu højere grad de lettede smil, der bredte sig på alles ansigter, da regnen i den grad meldte sin ankomst dagen efter.

Først når man har haft en oplevelse som denne, kan man gøre sig håb om at forstå i hvor høj grad vores virkelighed adskiller sig fra disse menneskers. Og som en ung fra vesten vil det uundgåeligt slå en, hvor meget man normalt tager for givet uden at være bevidst om det. En relativ simpel ting som adgang til vand er et godt eksempel; for en dansker er det næsten umuligt at sætte sig ind i, hvordan det er at leve et sted, hvor man må gå syv km i 35 graders varme for at hente vand, og derefter syv km hjem igen belæsset med adskillige kilo væske. En anden ting, det gik op for mig, at vi tager for givet, er elektricitet. For i denne landsby havde de ingen elektricitet; det betød, at nogle blev overvældet af glæde, da de modtog vores medbragte sollamper – simpelt hen fordi deres børn nu vil være i stand til at læse lektier om aftenen! Begge dele ting, som de fleste danskere aldrig behøver at tænke over, mens det er hverdagsbekymringer andre steder i verden.

Det mest givende på hele turen var uden tvivl den glæde og venlighed vi blev mødt med overalt, på trods af den store forskel mellem os. Folkene i landsbyen ville hjertens gerne byde os velkommen og dele deres historier med os. Samtidig var netop denne venlighed dog også det mest hjerteskærende. For mens jeg stod omgivet af henrykte børn, der var så glade for, at vi ville spille lidt bold med dem, gik det op for mig, at mens jeg hjemme i Danmark har travlt med at benytte mig af mine mange muligheder og tage mig en uddannelse mens jeg spekulerer over, hvad jeg mon vil derefter, lider disse hjertelige mennesker. Alt for få af børnene har gode fremtidsudsigter. Pga. det jordtyveri et vestligt biobrændsels-firma har begået mod denne landsby for at kunne dyrke madbenzin, har de ikke meget jord at arve og dermed ingen indtægtskilde, alt imens det mangelfulde skolesystem og infrastruktur ikke tilbyder megen udvikling i anden retning – og alt dette er primært pga. disse rige folk fra vesten, der ville tjene flere penge, og syntes det var i orden at det gik ud over nogle andre mennesker. For mig er den tankegang overordentlig svær at forstå; specielt efter jeg har haft mulighed for at besigtige konsekvenserne af den på allernærmeste hold.

Laura Slumstrup, Ikast-Brande Gymnasium