Målgruppe: Idræt-B klasser med lærere.
Tid og sted: Ikast-Brande Gymnasium d. 28/9 2026
Idræt-B-eleverne arbejdede på tværs af skoler og klasser med forskellige dilemmaspørgsmål fra sportens verden. Formålet var at erhverve sig indsigt i og forståelse for de kulturelle, historiske, sociale og politiske komplikationer, som elitesportsfolk kan opleve mere eller mindre ufrivilligt i deres hverdag.
Forinden havde Stanis Elsborg (Play the Game) holdt oplæg for alle om sport og politik i det brede perspektiv, for at give eleverne en større viden om sportswashing og integritet i sportens verden med inddragelse af empiriske eksempler.
Efter frokost mødte eleverne Ana Arizabaleta fra Colombia, som holdt et kort virtuelt oplæg for at fortælle om, hvordan sport strategisk anvendes og er blevet anvendt i Colombia som social løftestang i samfundet i tiden efter afslutningen på den colombianske borgerkrig, og hvordan sport og især fodbold spiller en vigtig rolle i opgøret med det traditionelle syn på køn og kønsroller.
Som afslutning på dagen fik eleverne lov til at give den gas med salsa tilført enkelte reguetón-moves. En sjov afslutning på en global idrætsdag, som i øvrigt havde ført eleverne fra olympiske åbningsceremonier i 30’ernes Tyskland til Kina, Rusland og Qatar, over cykelsport i Spanien og til VM i USA og Mexico 2026.
Vi forventer at gentage programmet i Svendborg på Fyn i efteråret 2027.