Blog fra Kenya I: Langt væk hjemmefra

[vc_row][vc_column width=”1/2″][vc_column_text]Globale Gymnasier overvejer i øjeblikket at starte en blog her på hjemmesiden, hvor elever fra medlemsskolerne kan fortælle hinanden om, hvilke aktiviteter de har lavet, og hvilke tanker de har gjort sig omkring deres rolle som globale medborgere.

For at give et par eksempler på, hvordan man kan blogge om globale emner og tanker vil Globale Gymnasiers Kenya-praktikant, Marcus, skrive en række indlæg gennem den næste måneds tid. 

Globalisering betyder ikke kun, at verden er ‘blevet mindre’. At alt er kommet tættere på. Det betyder også, at verden er ‘blevet større’. At det er nemt at komme langt væk hjemmefra.

Det, tror jeg, er vigtigt – og det siger jeg ikke kun, fordi jeg i øjeblikket selv er meget langt væk hjemmefra. Jeg tror, at der er en forskel på at møde noget nyt og fremmed i sin egen, hjemlige verden – og at være det fremmede, der (forhåbentlig frivilligt) kaster sig ud i en ny verden. Så kan man vist nærmest ikke undgå at opleve en ny side af verden, tilværelsen og sig selv.

For snart tre år siden kastede jeg mig ud i sådan et eventyr. Jeg – og to venner – pakkede rygsække og interrailede til den lille landsby Saint Jean Pied-de-Port i det sydlige Frankrig. Der starter den 800 kilometer lange pilgrimsrute, ”Camino de Santiago”. Næste dag vågnede vi meget tidligt og begyndte at krydse Pyrenæerne til Spanien.

Hele turen var fantastisk, men det jeg vil fortælle om her, skete ved byen León, da vi var lidt mere end halvvejs. Mine to danske rejsekammerater var nødt til at tage hjem. Jeg havde 300 kilometer tilbage, en flybillet fra Santiago cirka to uger senere og et valg at træffe. Åh, og jeg talte ikke spansk… det var en af de andre, der havde styr på det.

Jeg endte med at vælge at fortsætte alene – og selvom det var surt at blive efterladt midt i det hele, var det som om, en hel anden tur startede dér. Den sidste torn af danskhed var blevet trukket ud, og nu var der ikke andet for end at holde vejret, kaste sig ud i det og håbe.

I løbet af de næste to uger gik det for alvor op for mig, hvor mange forskellige mennesker jeg havde mødt, men ikke rigtig var kommet tæt på, før min ‘indre cirkel’ af rejsekammerater, jeg kendte på forhånd, var væk. Jeg blev nærmest adopteret af et slovensk-makedonisk par, der havde efterladt deres tre voksne sønner derhjemme. Vi stødte ind i to russiske søstre, som jeg kunne huske tilbage fra de første dage af turen, fordi de var blevet ramt af et uheldigt tilfælde af madforgiftning. En brasiliansk fyr på min egen alder, en skotte (i kilt!) og et par tyskere sluttede kredsen, og da vi ankom til Santiago – et par dage inden mit fly hjem – var gruppen blevet en ‘Camino-familie’.

Jeg tror, det hjalp at komme ‘langt væk hjemmefra’ – fra alt hjemmefra – for at kunne føle sig hjemme blandt fremmede. Jeg tror, det er oplevelser ligesom den, jeg fik på Caminoen, der gjorde mig i stand til at gribe chancen for at smide, hvad jeg havde i hænderne af universitetsmateriale og tage til Kenya som praktikant for Globale Gymnasier. Og jeg tror, at det at komme ud og mærke en anden del af verden på sin egen krop er en af de bedste måder at få verden lidt tættere på – og komme lidt tættere på verden.

(Tak til Paul Kidd – skotten – for at lade mig bruge et par af hans billeder.)[/vc_column_text][/vc_column][vc_column width=”1/2″][vc_single_image image=”2018″ border_color=”grey” img_link_target=”_self” img_size=”large”][vc_single_image image=”1992″ border_color=”grey” img_link_target=”_self” img_size=”large”][/vc_column][/vc_row]