Afrikanske aktivister besøger Rosborg Gymnasium
[vc_row][vc_column width=”2/3″][vc_column_text]I onsdags havde eleverne i 1.z på Rosborg Gymnasium mulighed for at høre personlige historier om konsekvenserne bag produktionen af biobrændstof, da to afrikanske aktivister var på besøg. Oplægget var en del af et tværfagligt forløb med udgangspunkt i Mellemfolkeligt Samvirkes Tour de Future kampagne, hvor problematikkerne bag produktionen af biobrændstof er sat på dagsordenen.
Hvor mange af jer har prøvet at gå sultne i seng? Ikke fordi I var trætte og ikke gad spise.. Ikke fordi i var syge og ikke havde kræfter til at spise.. Er der nogen af jer der nogensinde er gået sultne i seng, fordi der simpelthen ikke var mad på bordet?
Der er helt stille i lokalet. Spørgsmålene som kenyanske Joy netop har stillet hænger i luften. Hun beder eleverne række en hånd i vejret, hvis de nogensinde er gået sultne i seng. Ingen af eleverne rækker hånden op. Sult er omdrejningspunktet i Joys historier fra Kenya. Hun er her for at fortælle eleverne i 1.z om hvordan produktionen af biobrændstof har resulteret i at mange familier mister retten til deres jord og dermed deres levebrød. Besøget er en del af det tværfaglige forløb i kemi, samfundsfag og engelsk som 1.z har gennemgået i forbindelse med Mellemfolkeligt Samvirkes Tour de Future kampagne og i dag er den almindelige engelskundervisning erstattet med besøget.
Som en del af undervisningsforløbet har eleverne selv produceret biobrændstof i kemi og undersøgt de negative konsekvenser bag i samfundsfag. Måske netop derfor er spørgsmålene mange da eleverne efter 45 minutters oplæg får lov til at spørge løs: Hvem giver I skylden? Hvad ville du gøre, hvis du var præsident i Uganda? Hvorfor lytter jeres politikere ikke, når I har demokratisk styre? Er det svært at få registreret folk som ejere af jorden? Hvad ville du gøre, hvis du var en af os? De sidste 45 minutter svarer de to afrikanske aktivister på elevernes spørgsmål.
Efterfølgende skulle eleverne ned og formidle deres kemiprojekt og kendskab til biobrændstof på Søndertorv i Vejle i forbindelse med Tour de Future kampagnen, men inden da havde eleverne et kort øjeblik til at vende besøget med hinanden. De to afrikanere Joy og Grace havde gjort et stort indtryk på 1.z og eleven Muhammed Moussa synes at besøget var den bedste del af undervisningsforløbet:
Det der har gjort allerstørst indtryk på mig i løbet af projektet har været at høre de to afrikanere fortælle i dag. Det gør et meget større indtryk på en, når man hører historierne fra en der rent faktisk har været der og oplevet jordtyveri og sult end når man læser det i artikler eller hører om det i nyhederne. Det har givet mig lyst til at tage ned og se Afrika for at forstå deres forhold
[/vc_column_text][/vc_column][vc_column width=”1/3″][/vc_column][/vc_row]