God global journalistik skrives i fællesskaber

Herover kan du se eksempler på elevernes SoMe-opslag. Du kan også herunder læse de 3 nyhedsbreve der blev udarbejdet:

Globalnyt
Flodbølge i Libyen
Mahsa Amini

Hvor mange gymnasieelever interesserer sig egentlig for nyheder? Hvor mange gymnasieelever læser nyhedsbreve?
Med de spørgsmålene sætter Globalnyt Globale Gymnasiers septembercamp 2023 i gang.

Ungdommens demokratihus danner rammen, mens nyhedsmediet Globalnyt står for undervisningen af det der i løbet af den første formiddag skal blive til to redaktioner bestående af globale elever. Deres opgave er at researche for globale emner, som de finder væsentlige og vedkommende at formidle til et dansk læsende publikum, udvælge og beslutte sig for indhold og herefter skrive en nyhedsartikel og lave et antal SoMe-opslag, der refererer til deres egen nyhedsartikel.

Dagen igennem tilbyder Globalnyt eleverne professionel assistance og feedback på deres tekster, og flere af deres dygtige journalister kigger forbi Ungdommens demokratihus med små relevante oplæg om nyhedskriterier, etik, den gode rubrik, ’fang opmærksomheden via SoMe’, den journalistiske proces etc., mens eleverne skriver og skriver, diskuterer indhold, læser hinandens tekster, giver og får feedback og skriver igen.

Om aftenen følges vi til langbordsmiddag i Folkehuset Absalon og hygger i den kølige aftenluft på terrassen på KG, inden vi falder i søvn. Efter dejlig morgenmad i KG’s kantine næste dag går vi sammen tilbage til Ungdommens demokratihus for at holde redaktionsmøder, skrive artiklerne færdige og lave SoMe – blikfangsopslag.

Præcis kl. 12 på andendagen krydser eleverne målstregen og deadline og leverer et nyhedsbrev fyldt med spændende, velskrevne, globale nyhedsartikler, der sætter fokus på mangelfulde menneskerettigheder i Iran, omfattende børnearbejde i produktionen af vores chokolade, kvindelige præsidentkandidater til det kommende valg i Mexico, ubeskyttede forsyningskilder i Grønland for bare at nævne nogle af eksemplerne.

Så hvad var svaret på spørgsmålene?
Kun 1% af de unge læser nyhedsbreve
Men JA gymnasieelever interesserer sig for nyheder.

Globale Gymnasier siger tak til Globalnyt for et gennemført indhold og et godt samarbejde.

Scroll to Top