Korruption på Grenaa Gymnasium

[vc_row][vc_column width=”1/2″][vc_column_text]Et rollespil om korruption fik eleverne på Grenaa Gymnasium til at forstå begrebet bedre og gav dem en personlig oplevelse med de problemer, der følger i kølvandet på ‘penge under bordet’. 

Hvem vinder kontrakten om at bygge et energikraftværk i Tanzania – China Construction eller Norwegian Energy? Og foregår der noget lusket i krogene, som journalisterne på internetmagasinet Millennium får afdækket, inden dagen er omme?

For de tre globale klasser på Grenaa Gymnasium var torsdag d.29. januar 2015 ikke en normal skoledag. I stedet blev de involveret i et dagsrollespil, hvor de hver især skulle agere virksomhedsrepræsentanter, journalister eller embedsfolk, og hvor ingen nødvendigvis var, hvad de gav sig ud for at være.

Anonyme kilder

I gruppe 3 var der masser af drama. På redaktionen har journalisterne via en anonym kilde fundet ud af, at China Consult i virkeligheden ville have adgang til Tanzanias olie som en ekstra bonus i forbindelse med kraftværket, hvilket journalisterne fastslår “overhovedet ikke er bæredygtigt”.

Hvor olie-rygtet kommer fra, bliver aldrig rigtig opklaret. I hvert fald kommer det som en stor overraskelse for embedsmændene, da Norwegian Energy til et senere møde fremlægger kinesernes interesse i olien. Men China Consults tilbud ligger stadig  200 millioner kroner under nordmændenes, og kineserne sværger på, at de kun har været ærlige i forhandlingerne og afviser rygtet. “Vi har rene spisepinde i risen,” siger de.

Tæt på virkeligheden

Eleverne var dagen igennem både energiske og engagerede. Repræsentanter for de forskellige grupper løb op og ned ad gangene, mens de besøgte, lobbyede, snusede og forhandlede. Men hvad fik de ud af det? For ’embedsmændene’ i gruppe 3 var der ikke nogen tvivl. Katrine Nikolajsen, 2.u, mener, at eleverne kommer tættere på virkeligheden ved at arbejde med et emne på denne måde. “Man får en større indsigt i, hvordan sådan nogle forhandlinger foregår og får det helt ind under huden,” siger hun og bakkes op af sin ’embedskollega’ Nikoline Bloch fra 3.u: “Man får også en bedre forståelse for problemstillinger som økonomi, miljø og kulturforskelle.”

I sidste øjeblik inden kontrakten skulle underskrives, valgte Norwegian Energy at bestikke de fire embedsmænd med 50.000 kroner hver; China Consult blev forbigået, og nordmændene løb med aftalen.[/vc_column_text][/vc_column][vc_column width=”1/2″][vc_single_image image=”1595″ alignment=”right” border_color=”grey” img_link_target=”_self” img_size=”large”][vc_single_image image=”1594″ alignment=”right” border_color=”grey” img_link_target=”_self” img_size=”large”][/vc_column][/vc_row]

Scroll to Top