Kalundborg deler Verdens Bedste Nyheder ud

Morgenen blev skudt i gang med fejringen af Verdens Bedste Nyheder på Kalundborg Gymnasium og HF. 

“Hey, I skal lige have en avis og noget chokolade!”, råber 3.g’eren Aysin grinende efter sine klassekammerater, der er på vej i skole. Klokken er ti minutter i otte, og den globale elevgruppe på Kalundborg Gymnasium og HF står klar ved alle skolens indgange for at dele morgenaviser og chokolade ud fra Verdens Bedste Nyheder sammen med postkort fra Globale Gymnasier.

Eventet er en del af Danmarks største oplysningskampagne, hvor de danske udviklingsorganisationer sammen med FN, DANIDA og over 100 partnere i erhvervslivet udgiver en avis, der skal formidle fremskridt i udviklingslandene. Avisen bliver uddelt af frivillige over hele landet fredag morgen fra 7-9 til travle folk på vej i skole og på arbejde.

Også på Kalundborg Gymnasium og HF mærkes morgentravlheden, som klokken nærmer sig otte. Eleverne kommer løbende, og får hastigt stukket en avis i hånden. De fleste stopper op et øjeblik og kigger på avisen, overrasket over det simple budskab: Det går meget bedre i verden, end vi tror! Målet er at uddele en avis til alle, så elever og lærere læser morgenens positive nyheder. Og den store elevgruppe kan ikke undgå at tiltrække sig opmærksomhed og interesse fra vennerne, der er på vej til undervisning.

Eventet bakkes op af gymnasiets globale koordinatorer, der også har været tidligt oppe for at købe rundstykker og juice til eleverne. Avisuddelingen giver en god mulighed for, at elevgruppen kan samle sig om en fælles aktivitet i begyndelsen af skoleåret, og i Kalundborg har de fået selskab af 10 nye 1.g’ere, der aktivt bliver en del af gruppens arbejde gennem morgenevententet.

Andre indlæg i kategorien: Aktiviteter på skolerne