Global Kickstarter rammer Kalundborg

Bæredygtig energi, klimaindsats og partnerskaber for handling. Sådan lød afgørelsen fra eleverne på Kalundborg Gymnasium og HF, da de den første fredag i december satte deres stemme på det vigtigste af FN’s nye verdensmål for Danmark.

Global Kickstarter er navnet på Globale Gymnasiers introworkshop. Her introducerer vi elever og globale elevgrupper til Globale Gymnasiers arbejde. Gennem innovative og inddragende arbejdsmetoder sætter vi fokus på en aktuel, global problemstilling. I år er temaet FN’s nye verdensmål for bæredygtig udvikling. På Kalundborg Gymnasium og HF deltog ti klasser fra både STX og HF i workshoppen, der forløb over tre runder.

Den globale elevgruppe var med hele dagen. Udover at komme med inputs til dagens program, hjalp eleverne deres venner med at komme på kreative idéer til workshoppens afsluttende aktivitet, som bestod i en Instagram-challenge. Her kom eleverne med deres bud på, hvordan vi kan sikre, at verdensmålene bliver opfyldt. Elevgruppen har tidligere arbejdet med kreativ formidling af verdensmålene på efterårets elevcamp.

Læs: Elev-workshop – Sæt FN’s nye verdensmål på skoleskemaet

Globale Gymnasier takker for en rigtig god dag!

Læs: KG byder velkommen med Global Kickstarter

Ønsker jeres medlemsskole at afholde en Global Kickstarter i samarbejde med sekretariatet på Globale Gymnasier? Så skriv til Ida Nilsson på ida@globalegymnasier.dk

Andre indlæg i kategorien: Aktiviteter på skolerne